CLEAR
af Morten Munch

Beskrivelse:
Grundslaget i badminton som slås over hovedet på sig selv i forhånden. Slaget slås fra baglinie til baglinie og bruges hovedsageligt til at bygge spillet op. Der findes overordnet to former for clear: et forsvarsclear og et angrebsclear. Et forsvarsclear slås højt op under loftet, mens angrebsclear slås fladere og hurtigere, forskellen på teknikken i disse to er træfpunktet, som for angrebsclearets vedkommende ligger længere fremme end forsvarsclearet. Angrebsclear bruges til at vinde initiativ.

Greb:

Universalgreb

Tilbagesving:
Fra klarstilling føres albuen bagud indtil den er udfor skulderen, kort før albuen er udfor skulderen udadroteres armen og ketcheren cirkles rundt om hovedet og ned bag ryggen så ketcheren peger skråt nedad mod gulvet, dermed føres albuen igen frem og peger skråt opad.

Fremsving:
Albuen strækkes samtidig med at armen indadroteres kraftigt. Gennem fremsvinget fikseres håndleddet mere og mere og grebet strammes umiddelbart før træfpunktet.

Træfpunkt:
Træfpunktet ligger lige over hovedet udfra skulderen.

Gennemsving:
Efter træfpunktet fortsættes indadrotationen samtidig med at vægten føres frem i banen og ketcheren føres ind foran kroppen og enden ved modsatte side. Dermed sikres kropsrotationen, så spilleren ikke er for stiv.

Fejl

Virkning

Retteanvisning

Træfpunktet ligger for langt bagved kroppen

Bolden slås højt op i luften, men kommer dårlig nok over nettet

Sig at spilleren skal nå bolden tidligere eller giv et udråb hver gang spilleren skal slå til bolden

Slaget slås alt for tidligt og træfpunktet ligger for langt fremme

Bolden slås ned i jorden

Spilleren skal slappe mere af og tage en dyb indånding i tilbagesvinget og så puste ud

Spilleren er stiv i kroppen, benytter ikke kropsrotationen

Slaget bliver krampagtigt og bolden kommer fladt tilbage

Stil spilleren med siden til nettet og fokusér på at ketcheren føres ind foran kroppen og ender modsat. Få evt. spilleren til at pege efter bolden.

Svingsløjfen er for kort

Bolden kommer ikke langt nok

Fokusér fremsvinget og find ud af, hvor fejlen ligger

Der holdes baghåndsgreb

Bolden slås ud over sidelinien

Fokusér på universalgrebet

Der indadroteres ikke (nok) i fremsvinget

Bolden slås ind mod midten af banen

Få evt. spilleren til at klappe medspillerens hånd med ketcheren efter gennemsvinget

Bolden nås ved siden af kroppen og ikke over skulderen

Spillerens muligheder for slag begrænses og det er vejen til tennisalbue

Bolden skal rammes over hovedet. Sig at bolden skal ramme én i hovedet, hvis man ikke rammer den