Lige forhåndscut fra baghåndssiden.

Det lige forhåndscut fra baghåndssiden skal få modstanderen til at tro, at der kommer et hårdt smash eller clear på kryds. I stedet slås bolden så kort lige over.
For at finten bliver bedst muligt er det vigtigt at der slås hårdt til bolden i slaget, og at kroppen er drejet mod diagonal hjørnet.
Slaget er offensivt og det kræves således at man er i god position for at kunne slå det.

Øvelse 1.
Oplæggeren lægger høje bolde omkring den forreste baglinie i baghåndssiden. Spilleren slår skiftevis krydsclear og lige cut for at træne ligheden i de to slag.

Øvelse 2.
Oplæggeren lægger høje bolde omkring den forreste baglinie i baghåndssiden. Spilleren slår skiftevis kryds smash og lige cut. Herved opnås fornemmelse for den store kraft der skal i slaget.

Øvelse 3
Oplæggeren lægger høje bolde omkring den forreste baglinie i baghåndssiden. Spilleren smasher som udgangspunkt kryds på alle bolde. På oplæggerens signal skal der cuttes.
Signalet kan være en lyd, eller at oplæggeren fysisk trækker over mod det forventede krydssmash.

Øvelse 4.
Oplæggeren lægger høje bolde omkring den forreste baglinie i baghåndssiden. Spilleren har frit valg mellem lige cut, kryds clear og kryds smash.

Øvelse 5.
Som øvelse 4.
Oplæggeren skal dog nu hente den spillede bold og forsøge at returnere den til spillerens lange baghåndshjørne. Kvaliteten af oplægget er en indikator for hvor god finten har været!

Øvelse 6.
Der spilles single på halv bane – men på kryds. Oplæggeren spiller fra sit lange forhåndshjørne og spileren fra sit lange baghåndshjørne. Spilleren må dog også bruge det lige cut og med dette spille til oplæggerens korte forhåndshjørne.
Oplæggeren skal forsøge at nå cuttet. Igen er kvaliteten af oplæggerens retur indikator for hvor godt slaget har været slået.

Øvelse 7.
Spilleren står fast i sit lange baghåndshjørne og må spille oplæggeren på hele baglinien samt bruge det lige cut. Han kan således presse oplæggeren godt inden cuttet bruges.
Oplæggeren skal hele tiden spille tilbage til det lange baghåndshjørne.

Øvelse 8.
Spillet er frit.
Der gives 3 point for at vinde direkte på cuttet. 2 point hvis der vindes på det efterfølgende slag.